Naboskab søger ny adfærdskonsulent

Adfærdskonsulent til at skabe grønne forandringer

Vi søger en adfærdskonsulent, der skal arbejde med kvalitative undersøgelser, undervisning og adfærdsdesign til at fremme grøn omstilling. Så brænder du for at arbejde med bæredygtighed, og leder du efter spændende opgaver, der udfordrer dig? Og vil du løse opgaver for både virksomheder, organisationer og kommuner i en konsulentvirksomhed i stor vækst, med høj faglighed, dejlige kollegaer og et inspirerende arbejdsmiljø? Så læs videre!

.

Om Naboskab
Vi er en konsulentvirksomhed med fokus på at fremme den grønne omstilling for vores kunder, samarbejdspartnere og samfundet. Vi har specialiseret os i at bruge antropologiske metoder og adfærdsdesign til at udvikle og teste nye innovative løsninger og forretningsmodeller inden for bæredygtighed og cirkulær økonomi.

Vi har kontor i hjertet København på BLOX, men arbejder med at løse projekter i hele landet. Opgaverne spænder bredt, og vi arbejder bl.a. med temaer som affald, cirkulær økonomi, madspild, emballage, CO2-beregninger, grøn forretningsudvikling, energi,  grøn infrastruktur og transport. Vores faglige fokus er at kombinere rådgivning, kvalitative analyser, adfærdsdesign og opkvalificering til at levere ny viden og nye løsninger, der skal reducere CO2 og bidrage til en mere bæredygtig udvikling hos vores kunder.

Vi løser opgaver for landets største kommuner, for regioner og for ministerier og styrelser som Miljøstyrelsen, Naturstyrelsen og Nordisk ministerråd. Derudover løser vi opgaver for private virksomheder - både start ups og SMV’er men også store virksomheder som fx Intersport, Bestseller og Red Bull Danmark.

Naboskab har eksisteret siden 2014, og i dag er vi ca. 15 medarbejdere. Vi er et tværfagligt team bestående af antropologer, sociologer, statskundskabere, designere og byplanlæggere med en fælles passion for at accelerere den grønne omstilling. Vi oplever stor vækst og efterspørgsel på vores ydelser og er derfor på udkig efter den næste til at joine vores team og rejse.



Om stillingen
Vi søger en konsulent og projektleder til en fuldtidsstilling med opstart snarest muligt. Du vil få ansvar for en håndfuld projekter med særligt fokus på adfærd, som du vil skulle lede og løse i samarbejde med andre konsulenter og medarbejdere på teamet. Dine primære opgaver vil omhandle kvalitative analyser og dataindsamling, omsætte kvalitativ data til nye indsigter, anbefalinger og løsningsforslag samt teste og evaluere nye tiltag i praksis. Derudover vil du skulle arbejde med at udvikle,  tilrettelægge og udføre workshops og kurser i bl.a. adfærd, samskabelse og kommunikation. Dertil vil du som konsulent skulle arbejde med skrive tilbud, holde kundemøder, brainstorme på nye projektidéer og bidrage til at lande nye opgaver. 

Arbejdsopgaverne inkluderer blandt andet at:  

  • Projektlede og koordinere en håndfuld projekter – både store og små  
  • Indsamle viden gennem kvalitative – og også gerne kvantitative - undersøgelser  
  • Lave analyser og udarbejde forslag til adfærdsændrende tiltag og interventioner
  • Udarbejde strategier, handlingsplaner og rapporter 
  • Planlægge, udvikle og facilitere workshops og kurser 
  • Bistå til at skaffe nye projekter og kunder – fx via dit eksisterende netværk 
  • Skabe dialog og holde møder med kunder og samarbejdspartnere 
  • Brainstorme og ’scope’ dig frem til nye projekter med resten af teamet 

Din base vil være i København, men vi udfører projekter i hele landet, hvorfor rejsetid og overnatninger ude må medregnes og forventes.

 

Om dig
Vi søger en medarbejder, der brænder for den grønne omstilling, og som har erfaring i at udføre projekter, analyser og formidling med fokus på adfærd. Du har tidligere konsulenterfaring og er god til at analysere problemer for kunder, komme med bud på løsninger, lave tilbud, arbejde indenfor et timebudget, overholde deadlines, delegere opgaver og projektstyre m.m. Du er fremfor alt en primus motor, der kan eksekvere, løse problemer og få ting til at ske. 

Vi søger en som er god til at omgås mennesker - både kolleger, kunder, samarbejdspartnere og respondenter – og du er komfortabel med at være på og præsentere til fx kundemøder, præsentationer, workshops eller som kursusunderviser. Du er passioneret omkring din egen faglighed og kompetencer, og du er drevet af at skabe positive forandringer gennem dit arbejde.  

Vi ser meget gerne, at du har:  

  • 3-5 års relevant erhvervserfaring efter endt uddannelse 
  • Konsulenterfaring i at løse opgaver og demonstreret resultater gennem tidligere lignende projekter, opgaver eller case-studier 
  • Erfaring med kvalitative – og gerne kvantitative – undersøgelser og analyser 
  • Erfaring med adfærdsdesign, nudging og løsninger der påvirker til ny adfærd 
  • Erfaring med at undervise og formidle på fx kurser eller workshops
  • Har et relevant netværk indenfor fx grøn omstilling, affald, miljø og CSR  

 

Hvad vi tilbyder dig

Vi går op i at skabe et sjovt miljø, hvor det skal være skønt at komme på arbejde hver dag. Du vil få en rar arbejdsplads med kort fra idé til handling og stor mulighed for medbestemmelse. Vi har vores daglige gang på BLOX i hjertet af København, hvor du bliver del af et stort fagligt fællesskab. Vi går meget op i godt arbejdsmiljø og en god work-life balance. Vi har frokostordning og sociale arrangementer, og vi elsker at hoppe i havnen året rundt. Derudover tilbyder vi:  

 

  • Del af en virksomhed i vækst med store muligheder for at udvikle sig fagligt  
  • Adgang til et kæmpe fagligt netværk inden for grøn omstilling og bæredygtighed  
  • Gode muligheder for at styre og præge sit eget arbejde og projekter  
  • Mulighed for faglig opkvalificering gennem kurser og netværk  
  • Mulighed for fleksibelt arbejde – hjemme og på kontoret  

 

Ansøgning og henvendelse

Send motiveret ansøgning (ca. 1 side) og CV (ca. 1 side) i én fil til partner og direktør Hanne Hjorth på hh@naboskab.dk. Samtaler og ansættelse foregår løbende. Vi glæder os rigtig meget til at høre fra dig!