27 tons ting får nyt liv på Sønder Boulevard

27 tons ting får nyt liv på Sønder Boulevard

Kære dig der stillede et par lækre Sorel-lignende vinterstøvler i Byttestationen. Tak! Jeg er simpelthen så glad for dem.” Ordene står skrevet på en lille seddel, der hænger på byttestationen, der står opstillet på Sønder Boulevard på Vesterbro.

 

_dsc3239

Står du med noget, som du ikke længere ønsker, men som er for godt til at smide ud, så kan du lægge det i byttestationen. På den måde kan andre borgere få glæde af dine ting – til gavn for både fællesskabet, miljøet og delekulturen på Vesterbro. Bag en af byttestationens låger har en nabo f.eks. hængt en fin rød kjole, der kommer til at glæde en lokal borger i området. Det er utroligt at opleve gang på gang, hvordan trash på magisk vis omformer sig til treasure i byttestationen.

Byttestationen er bygget af Naboskab for projekt Vesterbyt, som er et samarbejde mellem Områdefornyelsen Centrale Vesterbro, Vesterbro Lokaludvalg, Settlementet og Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune. Byttestationen er bygget af 98 % genbrugsmaterialer og er planlagt til at stå indtil udgangen af år 2016. Den står på Sønder Boulevard i krydset mellem Saxogade og Dybbølsgade. Da byttestationen blev opstillet tilbage i juni 2016, var det med en ambition om at skabe et uformelt, socialt mødested. Vi ville gøre det muligt for folk at genbruge mere på en lettere måde. Siden da er der blevet byttet som aldrig før i byttestationen. Særligt tøj, bøger, sko og service. Kun fantasien sætter grænserne!

Estimater peger på, at helt op til 150-200 kilo ting går igennem byttestationen hver eneste dag. Det svarer til, at der siden juni 2016 er blevet byttet 27,5 ton i byttestationen på Sønder Boulevard. Vi er derfor stolte af at kunne fortælle, at vi har nået vores ambition med stor succes! Vi er dog sikre på, at dette kun er toppen af et kæmpe bytte- og delepotentiale, og vi er klar til at nå nye højder i 2017.

img_2081

Skal din kommune, dit lokalområde eller lokale bibliotek også have en byttestation? Læs mere her, eller kontakt Naboskab direkte for at høre mere. Vi laver også mindre bytteskabe målrettet boligforeninger. Kontakt os, så kommer vi gerne ud til en rådgivende snak. Vi sammensætter også gerne et uforpligtende tilbud. Lige meget hvad finde vi den bedst deleløsning til jer.

Læs om vores Byttestationer og Bytteskabe.